Et rigtig godt og intenst døgns studiebesøg i Bruxelles sammen med VL42 er nu afsluttet. Vi besøgte den danske EU repræsentation ved EU ambassadør Carsten Grønbech-Jensen, NATO-ambassadør Lone Wisborg, senior fellow Jacob F. Kirkegaard fra The German Marshall Fund of the United States, vicedirektør Kim Jørgensen i Den Europæiske Investeringsbank og secretary of the council, Jørgen Christian Jørgensen NATO’s hovedkvarter samt næstformand i EU Kommissionen Margrethe Vestager.
Alle besøg og samtaler bidrog til at tegne et samlet billede af et EU og en NATO-organisation,der er rustet til at håndtere de store og alvorlige udfordringer, vi møder i disse år. Men det kræver fortsat beslutsomhed og handlekraft i de kommende år. Bl.a. fik vi et engageret og indsigtsfuldt oplæg fra Margrethe Vestager og en efterfølgende åbenhjertig samtale med vores danske kommissær. Vi kom vidt omkring emner som IT-regulering, handelsrelationerne til USA, brugen af kunstig intelligens bl.a. i sundhedssektoren og meget andet.