Min arbejdsmæssige baggrund har jeg både i dansk erhvervsliv og politik. I dag er jeg selvstændig rådgiver i mit eget firma. Desuden er jeg bestyrelsesformand i Det Kongelige Teater, Danmarks Underholdningsorkester A/S og Foreningen NORDEN samt næstformand i By & Havn.
Tidligere har jeg bl.a. været direktør i organisationer i detailhandelen og direktør for Finansrådet (der nu hedder Finans Danmark). Derunder har jeg været meget aktiv i nogle af erhvervslivets europæiske organisationer; bl.a. i Den Europæiske Bankforenings Executive Committee.
Politisk har jeg i en årrække fra 2001 til 2015 været medlem af Folketinget, derunder medlem af Europaudvalget. Endvidere har jeg i flere år været medlem af regeringen, både som familie- og forbrugerminister, transportminister samt justitsminister og vicestatsminister, hvor jeg har deltaget i talrige møder i EU`s ministerråd.
Privat er jeg gift med Helle Sjelle og har tre børn og seks børnebørn.
Jeg stiller op for Moderaterne til valget den 9. juni til Europaparlamentet. Efter ni år uden for politik, hvor jeg har været aktiv i erhvervslivet og med bestyrelsesarbejde, stiller jeg op som kandidat. Det gør jeg, fordi jeg ønsker, at mine seks børnebørn skal vokse op i et robust Europa, der er sikkert velstående og bæredygtigt. Og fordi det europæiske samarbejde er mere vigtigt end nogensinde før i historien.